share
God eller dårlig idé?

Pop-up på hjemmeside

Vi kender alle at blive mødt af en række pop-ups, når vi besøger diverse hjemmesider i dag. Men er gevinsten ved at skaffe et lead, et nyhedsbrevs-signup eller et ekstra køb nok i forhold til det irritationsmoment, man forårsager for de mange, der ikke klikker?

POP!

"HUSK AT TILMELDE
DIG VORES NYHEDSBREV"

Du kender det nok fra din surfen på nettet. Du er på en hjemmeside, hvor du leder efter en bestemt information, shopper den lækre sommerkjole eller blot læser en artikel, som du har klikket på fra Facebook. Pludselig popper en grafik op på din side, som vil have dig til at foretage en handling. Pop! Du er havnet i fælden. Måske du som de fleste klikker på det lille kryds gerne i toppen af højre hjørne, eller måske har den fanget din opmærksomhed.

Vi prøver at gennemgå nogle af de muligheder, der er ved brugen af pop-ups på hjemmesider. Her kigger vi på fordele og ulemper, og på hvordan du bedst slipper af sted, hvis du vælger at have en pop-up på din hjemmeside.

Eksempler på pop-ups

Lad os først starte med at klikke på 4 eksempler af pop-ups, som vi kan tage udgangspunkt i.

Nyhedsbrev

nyhedsbrev pop up

Kontaktformular

nyhedsbrev pop up

Sociale medier

sociale medier pop up

Udsalg

sociale medier pop up

Mulighederne

Ovenfor har vi 4 af de mest brugte metoder til at skabe opmærksomhed på hjemmesider. Den mest brugte er nyhedsbrevstilmelding, som giver en mulighed for at få en god krog i den besøgende. Her har du mulighed for at starte et længere forløb med god content via dine nyhedsbreve, som gerne skulle resultere i tilbagevendende salg. Generelt set oplever vi, at tilmelding til nyhedsbreve gennem disse pop-ups er meget afhængige af, hvorvidt der er en gevinst ved tilmelding. F.eks. ses det ofte, at webshops tilbyder 10% rabat ved tilmelding til nyhedsbrevet. Dette har store virksomheder som f.eks. Zalando og H&M haft stor succes med. Og vi er ikke i tvivl om, at du vil opleve de bedste resultater, hvis du har et klart incitament til de besøgende, hvis de skriver sig op.

Opfordring til deling på de sociale medier er også en klassiker. Her får de besøgende en let mulighed for at dele indholdet fra siden på deres foretrukne sociale medie. Denne form for pop-up anser vi som værende mere spammende end de andre 3. Dette skyldes, at de fleste i dag selv er opmærksomme på, hvordan man deler indhold på de sociale medier uden disse knapper. Samtidig findes der ofte andre delingsknapper på hjemmesiden, som de besøgende kan bruge, hvis de er interesseret. Sagt på en anden måde – vi tror færre vil dele indhold, hvis de får det smidt direkte i ansigtet i form af en pop-up. Arbejd i stedet på at lave dit indhold på så højt et niveau, at de besøgende selv har et ønske om at dele det. Dette vil skabe den klart bedste effekt.

Kontaktformularen er en tredje mulighed som pop-up. Kontaktformularen kan være en rigtig god salgspartner, da den kan skaffe varme leads til din forretning. Her er det dog vigtigt at tænke placering og frekvens. Hvis du formår at ramme de købere, der er købsklare, så kommer du rigtigt langt. For at gøre dette, så skal der gennemgang af statistikker og måske endda recordings til. Her kan du se, hvordan brugernes adfærd er på din hjemmeside. Er der måske noget, der har været inde på mange sider, men ikke lige foretaget den sidste handling? Det er også vigtigt ikke at bringe denne pop-up på banen for tidligt og potentielt skræmme nogle kunder væk. Læg derfor en god plan for, hvornår du mener, at det rette tidspunkt er til, at brugerne vil skrive sig op til at blive kontaktet.

Som en af de 4 ovenfor har vi valgt at tage udsalg med. Der findes en lang række pop-ups, som minder om dette, men vi har for enkelthedens skyld valgt at fokusere på udsalg. Men det kunne selvfølgelig også være en ny kollektion, et nyt produkt, en begivenhed eller noget helt fjerde. Denne slags pop-up kan også være meget effektiv. Igen skal man fokusere på, om den giver en bruger værdi. Det gør et udsalg i langt de fleste tilfælde, da en bruger på en webshop formentlig allerede er købsklar. Et udsalg kan derfor være med til at skubbe dem den sidste del af vejen. Men vær igen her OBS på, hvornår denne vises og hvor ofte.

POP!

"HVAD ER
KONKLUSIONEN SÅ?"

Som beskrevet ovenfor, så skal du være meget opmærksom på, at du ikke skræmmer dine besøgende væk med for mange pop-ups. Samtidig er det vigtigt at tænke din samlede forretning og din brandingstrategi med. Det er derfor vigtigt at kigge kritisk på dine statistikker. Hvis der f.eks. er 2%, der vælger at gøre en handling ud fra dine pop-ups, så skal de opvejes med at 98% har valgt at lukke denne pop-up. Er værdien fra de 2% nok til at opveje de 98%?

Designet på dine pop-ups synes vi også spiller ind her. Sørg for at få lavet et godt design, så din pop-up er i tråd med resten af din visuelle identitet. Dette er med til at gøre oplevelsen hos de 98%, der eventuelt lukker din pop-up, bedre.

Test dig frem til svaret. Hvis du arbejder løbende med forskellige slags pop-ups, så er det vigtigt at teste. Og blive ved med at teste. Oplever du f.eks. en generel stigning i salget fra dine nyhedsbreve, så kunne det give mening at fokusere på at få flere sign-ups den vej. Kører salget lidt trægt med dit udsalg, så kan du prøve at teste en pop-up, der linker videre til udsalget i blot et par timer. Har det givet den ønskede effekt, så kan pop-up’en beholdes på siden.

Vi bruger cookies til markedsføring, personalisering og profilering. Når du er tilmeldt vores nyhedsbrev eller er kunde hos os, indsamler vi også persondata om dig. Ved at benytte hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Læs mere